Jeg kan nogle gange se det positive i hverdagen. Jeg kan nogle gange elske at være til. Jeg kan nogle gange nyde de små strejf af liv, som jeg oplever rundt omkring mig. En film eller musik kan nogle gange få tårerne frem i mine øjne. Jeg elsker min mand. Jeg elsker min familie. Jeg er nogle gange fuld af fortrøstning. Men...

I dag har været en dårlig dag. Jeg føler mig nedslået og kan slet ikke finde min plads her i verden. Det er ikke kun de store vinduer i vores stue, der er sorte. Det er også mit sind. Vinduerne gemmer jeg væk bag lamelgardinerne. Det er nemt. Men hvordan vasker man det sorte ud af øjnene? 

Jeg skammer mig! For alt imens jeg sidder her i mit sorte tøj og med sort mascara, der laver sorte streger ned ad mine kinder, så kommer jeg pludselig i tanke om resten af verden.

Omkring 30 millioner sydafrikanske eksistenser har hiv og aids tæt på sig. En mor kigger på sit nyfødte barn og ved, at hun ikke kan give det alt det, som barnet har brug for. I en snusket opgang i New York finder man en mand – junkie og død. Og i Nordkorea oprustes overvågningsudstyret, så mennesker kan få deres straf.  

I Silkeborg tænder vi et kronelys for hyggens skyld.  

Kriser er med til at sætte vores liv i perspektiv. Uden kontraster kan det være svært at være bevidst om, hvordan vi i virkeligheden har det. Uden de dårlige oplevelser, der skaber perspektiv, risikerer vi, at det gode, vi allerede har i vores liv, går tabt. Om det så hedder Corona, kræft eller noget helt tredje.

Det er næsten helt pinligt, at jeg har brug for sådan et wake-up-call, men indrømmet: Det har jeg, og så må jeg jo se at få sat tingene lidt i perspektiv…